Ofte stillede spørgsmål…

Skal børnene være udenfor hele tiden?
Nej. Vi starter dagen indenfor med morgenmad, hygge, leg og ofte en fælles historie. I løbet af formiddagen går vi ud. Her er masser af plads til at boltre sig på -både til vilde og stille lege og til et hav af aktiviteter. Vi har samling med sang og historier, vi spiser madpakke og frugt sammen, laver bål og meget andet. Sidst på eftermiddagen går vi ind igen, hvor vi typisk slutter af med nogle lidt mere stille lege.

Skal børnene være ude i ude-tiden?
Vi er udenfor det meste af dagen. Herude har vi de bedste rammer for et godt børnliv. Men der er selvfølgelig undtagelser, hvis det er svært at holde varmen eller nogle børn som er igang med en god indeleg. Som regel vil børnene helst være ude, for det er her de fleste aktiviteter foregår.

11 ting du måske ikke vidste om Hulen…
1. Dagen starter og slutter inde. Ja, Knudsøhulen er en naturbørnehave, og vi er mest ude. Men vi starter altid dagen inde med morgenmad, hygge og historie. Og vi slutter dagen inde med mere stille lege.
2. Børn kommer ind, hvis de fryser og hvis det giver pædagogisk mening. Eksempelvis spiser de mindste børn deres mad inden for på kolde vinterdage og sover til middag inde. Og hvis nogle børn eksempelvis er i gang med en god leg inde, så kan de lege færdig inde. Budskabet er: Ingen børn lider overlast og vi er på ingen måde strikse med, at man skal være ude.
3. Børnehaven ligger kun 3,5 km fra Bytorvet i Ry.
4. Der går skolebus direkte til indgangen – ikke at børnene selv tager bussen, men det giver mulighed for, at vi kan tage bussen til fødselsdage, forældre kan hente via bus, og at større søskende kan følges med børnehavebørn hjem i bus.
5. Børnehaven har adgang til og bruger skolens gymnastiksal, bibliotek, legeplads og meget andet. Det foregår altid under pædagogisk trygge rammer og børnene ELSKER det.
6. Her er god plads til prinsesser, perler og pynt. Faktisk er der flere piger end drenge i Knudsøhulen lige nu – og de råhygger med drengene.
7. Børnene leger med meget andet end sten og pinde. Der findes rent faktisk legetøj både inde og ude. De bruger megen tid på puslespil, tegning og udklædning.
8. Finmotorikken trænes i høj grad både i naturen, indelegene, og når de ældste børn har den skoleforberende ugentlige ‘Haj-gruppe’
9. Det kan afskrække nogle forældre, at Knudsøhulen ikke er indhegnet, og at den unikke naturlegeplads har et klatretårn. Tro os – der er ingen grund til bekymring. Kontakt Hulen og hør hvorfor.
10. Der er et helt enestående samarbejde mellem Hulen og Knudsøskolen, men man behøver ikke at vælge Knudsøskolen, fordi ens barn går i Hulen. Skole- og børnehavebørn har stor glæde af hinanden.
11. Personalet er usædvanligt stabilt, og det betyder rigtig meget for en tryg hverdag for børnene. På grund af det tætte samarbejde med skolens SFO er børnehaven altid godt dækket ind med pædagoger og vikarer, som børnene kender rigtig godt, hvis der er møder, kursus eller fravær.

Har du flere spørgsmål?
Kontakt os endelig for andre spørgsmål eller for at aftale et besøg, så I kan opleve stedet og høre om vores dagligdag og pædagogik.